Ny ordning på Fanø: Frivillige kommer til undsætning

Hver dag hjælper frivillige akuthjælpere med at redde liv. De hjælper de steder, hvor ambulancen er langt væk. Nu også på Fanø.

Der kan være lange responstider fra ambulanceberedskabet på Fanø. Det vil frivillige nu gøre noget ved. I juli tog lokale fra øen initiativ til at en ny akuthjælperordning.

Akuthjælpere er frivillige og bliver kaldt ud, hver gang alarmcentralen sender en ambulance afsted med horn og blå blink. Ofte er akuthjælperne på ulykkesstedet først og kan yde livreddende førstehjælp. Ordningen supplerer ambulanceberedskabet. Christian Lorenzen er en af dem, der har meldt sig til at være akuthjælper på Fanø.

quote

Jeg synes, det er et fantastisk godt initiativ, der er blevet taget. Jeg synes, det er altafgørende for et sted som det her.

Christian Lorenzen, akuthjælper, Fanø. 

- Jeg synes, det er et fantastisk godt initiativ, der er blevet taget. Jeg synes, det er altafgørende for et sted som det her. Vores ambulancer indgår i det sydvestjyske beredskab, det vil sige, den kan køre rundt i Esbjerg. Så det tager noget tid at komme over med en ambulance, siger Christian Lorenzen til TV SYD.

Indtil videre står 18 frivillige fanniker klar til at hjælpe deres medborgere og de mange turister henover sommeren. De koordinerer, hvem der rykker ud, via en app.

Når uheldet er ude, kalder appen ud til ni frivillige i området. Via GPS finder den ud af, hvem der er tæt på. Alle bliver bedt om at tilkendegive, om de har mulighed for at køre på alarmen. De første tre akutreddere, der takker ja, bliver kaldt ud og får et nummer.

- Nummer et bliver kaldt til skadestedet og skal starte livreddende førstehjælp. Nummer to skal hente hjertestarter, og nummer tre bliver sendt til skadestedet og skal assistere, forklarer Christian Lorenzen.

I TV SYDs område findes akutordningen 12 steder: Varde, Mandø, Rømø, Vamdrup, Fjelstrup, Sommersted, Felsted, Barsø, Årø, Nordals, Kegnæs og nu Fanø.