Ny plan mod rotter

Rottebekæmpelse kræver en hurtig og konsekvent indsats.

Det er erfaringen fra Horsens, der har fået nedsat anmeldelserne af rotter med 30 procent i løbet af det seneste år.

Kommunen får hurtigt stoppet huller i kloakker og følger op på, at rottebekæmpelsen virker.

Erfaringerne fra Horsens skal nu bruges i en landsdækkende plan for bekæmpelse af rotter i alle landets 98 kommuner. Sidste år modtog kommunerne 137.141 rotteanmeldelser.

Horsens Kommune har gjort rottebekæmpelse til en ren kommunal opgave i stedet for at overlade indsatsen til private firmaer.

Det giver mulighed for at gennemføre en stærkere forebyggende indsats.

- Både økonomisk og miljømæssigt er der en gevinst i at forebygge. Skrækscenariet er, at rotterne bliver resistente overfor alle kendte gifttyper. Det er heldigvis ikke tilfældet i dag, men det er afgørende, at vi sætter alle sejl til for at undgå, at det sker i fremtiden, siger siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Planen

Her er de vigtigste elementer i Miljøministeriets plan:

  •  Borgerne får nu mulighed for at anmelde rotter 24 timer i døgnet. Digitale meldesystemer giver mulighed for et hurtigt overblik over, hvor der er rotteproblemer i et konkret område.
  •  Ændring af tilsynsregler på ejendomme i landzonerne, så det kommunale eftersyn fokuseres på ejendomme med rotteproblemer. I dag skal alle ejendomme besøges uanset rottetilstand.
  •  Alle rottefængere skal autoriseres og bestå den statslige rotteeksamen.
  •  Alle kommuner skal udarbejde en handlingsplan for rotteområdet.
  •  For at modvirke rotters resistens vil kommuner fremover kunne påbyde private bekæmpelsesfirmaer at anvende den svageste rottegift først.
  •  Tilsynet med private bekæmpelsesfirmaer skærpes.
  •  Information og vejledning til borgere og professionelle styrkes. Der vil komme fokus på vedligeholdelse, forebyggelse mod rotte-relaterede sygdomme, og hvordan man kan undgå resistens overfor gift.

 I 2008 brugte de danske kommuner cirka 80 millioner kroner årligt på rottebekæmpelse. Med de nye regler for ændret tilsyn i landzoner anslås det, at op mod en tredjedel af det beløb vil blive frigjort til nye indsatser på rotteområdet.

Den nye rotteplan er i høring frem til den 6. september 2010.