Ny planlov stopper ikke planlagte kystprojekter

Selvom en ny aftale sætter en foreløbig stopper for nye projekter indenfor strandbeskyttelseslinjen, så kan nye byggerier i Blåvand og på Als stadig realiseres.

De projekter, som Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i oktober måned sidste år gav en forsøgstilladelse, bliver ikke droppet.

Den nye aftale om en  planlov, der torsdag formiddag faldt på plads, sætter ellers en foreløbig stopper for 15 nye projekter, som regeringen ønskede at give tilladelse til.

Hvis finansieringen falder på plads, betyder det, at et planlagt ferieresort på Nordals og en strandpark i Blåvand godt må bygges.

Kystbyggerierne har længe været en knast i forhandlingerne, fordi flere partier har ønsket at bevare strandbeskyttelseslinjen, som går 300 meter fra kysten.