TV der bevæger dig

Ny politibil fik ilddåb

Den nye politibil fotograferet i gården ved politigården i Esbjerg. Kort før den første aktion. (foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

Politiet i Esbjerg har fået en ny indsatslederbil, og den fik sin ilddåb kl. 13.05. På en prøvetur blev den sendt til en voldsom sommerhusbrand i Nr. Nebel. Bilen klarede turen, men sommerhuset nedbrændte.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden politireformen haft en bil, som den vagthavende indsatsleder kører i, når der sker større ting rent politimæssigt. Bilen er indrettet som en mini-kommandocentral.

Den nye indsatslederbil var netop ved at være færdiginstalleret med mange tekniske detaljer. Og det var faktisk den første tur, da brandalarmen indløb fra Fyrrevænget i Houstrup ved Nr. Nebel, fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen til TV SYD.

Han havde netop lagt et billede af den nye bil ud på Twitter kort før den første udrykning.

Et sommerhus og et udhus nedbrændte til grunden, men det lykkedes brandvæsenet at sikre, at ilden ikke bredte sig til andre huse i området.

Politiet tør ikke sige noget om, hvad der har været årsag til branden. Ved 14-tiden var slukningen stadig igang.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden