I dag er der tre forskellige rejsegaranti-ordninger i Sydtrafik, Midttrafik og NT. De gælder hver især kun i det enkelte trafikselskabs område, og kun til rejser med det enkelte selskabs egne busser.
Men fra 1. juni kommer garantien til at gælde, selv om man undervejs på rejsen kører inde i et af de andre trafikselskabers område.
I egen bil
Betingelsen er som sædvanlig, at man på grund af forsinket eller udebleven bus vil komme mindst 20 minutter for sent til sit bestemmelsessted. I den situation kan man nu bestille en taxa eller køre i egen bil og efterfølgende få udgiften refunderet ? dog må man højst køre 50 km i taxa eller bil.
For passagerer i Sydtrafiks og NT´s område er det også nyt, at man må køre i egen bil.
Forsinkelser vil opstå
- Vi bestræber os hver dag på at levere et godt produkt til kunderne. Men med langt over 100 mio. buspassagerer i det jyske område, kan det ikke undgås, at der ind i mellem opstår situationer, der gør, at vi ikke kan leve op til kundernes forventning.
- Når det sker, er det vigtigt, at det er så nemt for kunden som muligt at hjælpe sig selv med transporten. Og efterfølgende kan man søge kompensation, hos det trafikselskab, man kender, siger direktør H.C. Bonde, Sydtrafik.
Betingelserne for rejsegarantien kan læses på: http://www.sydtrafik.dk/.