Ny rekord: Over 500.000 gæster til Tall Ships Races

Opbakningen til The Tall Ships Races 2014 har været imponerende, og allerede dagen før afslutningen har der været mere end 545.000 mennesker forbi skibene. Lørdag var den største dag med 190.000 gæster på havnen.

- Det er fantastisk, at The Tall Ships Races 2014 er så stor en succes, og vi har slået rekorden fra 2001. Det er en fornøjelse at møde så mange glade gæster på havnen. Mange har været her en enkelt dag, mens andre har været forbi havnen mange gange i løbet af The Tall Ships Races, og vi er glade for den store opbakning, siger projektleder for The Tall Ships Races 2014, Villy Grøn i en pressemeddelelse.

Da Esbjerg i 2001 sidst var vært for Tall Ships Races lagde en halv million gæster vejen forbi havnen, og målet var, at lige så mange i år ville benytte sig af muligheden for at se de smukke skibe.

Allerede på dag tre var målet nået, for ifølge Tall Ships Races? sikkerhedschef, Jan Lindhardt, havde der i løbet af fredag, lørdag og søndag været 545.000 gæster på havnen.

Besøgstallet er et estimat, som man er nået frem til ved hjælp af forskellige optællinger. Ved de store indgange til havnen er der blevet foretaget timetællinger, hvor der søndag blev talt 12.000 mennesker i timen, og der er desuden blevet taget fotos fra luften og efterfølgende talt op.