Ny retssag om voldtægt i Fredericia

Den særlige klageret har besluttet, at en voldtægtssag fra Fredericia skal gå om. Tre unge mænd med indvandrer-baggrund blev dømt, men nu er der nye beviser, og Vestre Landsret har fået besked om at tage sagen op igen.

TV 2 Nyhederne oplyser, at der er dukket en video-optagelse op, som kan få indflydelse på den dom, der er afsagt. Forsvareren for en af de dømte vil ikke nærmere redegøre for, hvad video-optagelseren viser.

Penge til bussen

Voldtægten fandt sted den 13. september 2008. På dame-toilettet på Fredericia Banegård blev en 15-årig pige voldtaget af en af de tre unge mænd, mens de to andre holdt pigen fast.

De har selv i retten forklaret, at pigen gik med til samleje for at få 17 kroner til en bus-billet. Den 16-årige mand, der ifølge retten voldtog pigen, fik to år og tre måneders fængsel. De to andre på henholdsvis 17 og 18 år blev dømt til to måneders fængsel.

Løsladelse

Det nye materiale i sagen kom frem for et par måneder siden. Den særlige klageret løslod omgående den 16-årige, der blev dømt som den hoved-ansvarlige, og nu har retten altså besluttet, at sagen skal gå om ved den samme landsret,som dømte de tre unge mænd.
 
De tre blev dømt den 16. december 2008 for gruppe-voldtægt. Den 16-årige blev også dømt for legemsangreb af særlig farlig karakter, fordi han med et jernrør angreb en gæst ved Faxe-kroen i Skovparken.
 
Alle tre var også tiltalt for en række overfald og røverier i Skovparken, men på nær overfaldet ved Faxe Kroen blev de frifundet for disse forseelser.