TV der bevæger dig

MILJØ

Ny skraldebil på el skal ikke blive ensom

Aabenraa Kommune ønsker at prioritere elbiler i langt højere grad end tidligere. Men der er ingen konkrete planer.

Martin Mammen ser den nye skraldebil an. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

Den er helt lydløs, og man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt motoren kører. Men den er god nok, der er lys i lygterne.

- Det bliver et helt andet arbejdsmiljø. Vi kan jo sidde her og snakke, og man kan høre alt, siger Martin Mammen i førerhuset. Han har tømt skraldespande i Aabenraa i 11 år, og de sidste syv år har han kørt i en diesel-hybrid skraldebil. Den larmer.

Men selvom det er en bonus, at den nye skraldebil er lydløs, så er det klimaegenskaberne, den er bygget for.

Lokalt udviklet

Tidligere el-skraldebiler i Europa har indtil nu været ombyggede dieselbiler. Men den nye vogn, der i dag blev præsenteret foran rådhuset, den er bygget til el helt fra bunden. Og den er udviklet i nabokommunen.

- Det er et resultat af en lokal iværksætter fra Sønderborg, som vi har støttet økonomisk, fortæller bestyrelsesformand i Sidis Robotics, Jørgen Mads Clausen. Og som tidligere administrerende direktør for Danfoss-koncernen ved han en del om udviklingen af nye teknologier.

Jørgen Mads Clausen, Thomas Andresen og Connie Hedegaard. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen, TV SYD

- Vi kan mærke, at der er enorm interesse for elektriske køretøjer af den her slags. Alle tripper for at se nogen gøre det først, og på sigt skal det nok blive billigere at producere dem, forklarer Jørgen Mads Clausen.

00:57

- Alle tripper for at se nogen gøre det først, siger Jørgen Mads Clausen.

Luk video

Større fokus på klima i kommunen

Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, (V), glæder sig over den nye skraldebil, og det er ikke et tilfælde, at den blev vist frem netop onsdag.

En særlig gæst var nemlig inviteret til at deltage i byrådets temamøde om klima samme dag. Den forhenværende EU-kommissær for klima, Connie Hedegaard.

- Det, vi gør i EU og i Folketinget, hænger sammen med det, man gør lokalt. Der hvor dét skal omsættes til konkret virkelighed, det er der, hvor vi mennesker bor, lever og arbejder, svarer Connie Hedegaard på spørgsmålet om, hvorvidt én skraldebil ændrer noget som helst.

Status i de fire sønderjyske kommuner

En rundringning til de tre andre sønderjyske kommuner viser, at der er stor forskel på, hvor langt de hver især er i at omstille til el og hybrid.

 

Tre de fire sønderjyske kommuner er så småt i gang med at indføre eldrevne eller hybridbiler i kommunernes vognpark.

 

Alle fire kommuner råder over hundredvis af køretøjer fra personbiler til embedsfolk og hjemmehjælpere og til knallerter, havetraktorer og varebiler.

 

Men kun en brøkdel er klimavenlige.

 

I Tønder har man 4 eldrevne biler.

I Sønderborg er der 10 biler på el og 13 hybrider.

I Aabenraa har man 12 hybrider blandt personbilerne - og nu en enkelt skraldebil på 100 procent el.

I Haderslev er tallet 0 - men kommunen er interesseret i, at man fremover fokuserer på hybrider til bl.a. hjemmeplejen.

Se mere

Flere elbiler på vej

Men bilen bliver ikke den eneste. Borgmesteren har planer om, at der skal flere til. For lige nu er kun 12 af de 250 personbiler i kommunen f.eks. hybrider.

- Det er ikke nok. Men vi er i en fase hvor driftssikkerheden og analysen af, om vi kan bruge elbiler, den er undervejs, siger Thomas Andresen.

Selvom borgmesteren ikke kan sætte dato på, så regner han med at en synlig ændring med kommunens vognpark sker inden for få år.

- Jeg vil tro, at der sker meget indenfor de næste tre til fire år, siger borgmesteren.

Fortsat diesel-hybrider på vejene

Renovationsmedarbejder Martin Mammen håber, at flere af skraldebilerne fremover kommer på el. Ikke så meget for klimaet, men for sin egen og kollegaernes skyld.

- Det er en bil, der er gennemtænkt til os og til vores arbejde. Vi har fået et bedre arbejdsmiljø. Vi har en stor indstigning ved døren, et fladt gulv og mere sikkerhed, forklarer han.

Men der er langt igen. Som det er nu, så er det én dieselbil, syv diesel-hybrider og én 100 procent el-dreven skraldebil, der kører på vejene i Aabenraa Kommune.