Ny træner er en meget tilfreds mand

SønderjyskE's cheftræner Lars Søndergaard var en meget tilfreds mand efter 1-0 sejren på udebane over Lyngby.

Han havde nemlig været i tvivl om, hvor holdet stod efter nederlaget til FC København i sæsonpremieren.

- Der er mange ubekendte i starten af sæsonen. Man ved ikke, hvor man står endnu, og tingene skal først automatiseres, siger han.

Lyngby kontrollerede

Han havde dog ikke nogen nærmere forklaring på sit holds forvandling i anden halvleg, efter Lyngby havde kontrolleret begivenhederne inden pausen.

Cheftræneren påpeger, at sønderjyderne langsomt men sikkert nedkæmpede Lyngby.

- I dag arbejder vi godt for hinanden, og vi kommer højere op på banen i løbet af kampen, fastslår Lars Sondergaard.

Anfører: Liddt usikker

Sønderjydernes anfører Henrik Hansen er også lidt usikker på holdets niveau.

- Det er en vigtig sejr i dag, fordi vi lige er blevet samlet som hold, og derfor ved vi ikke helt, hvor vi står, forklarer han.

En af de nye spillere i den sønderjyske trup er Tommy Bechmann, som er kommet til klubben for kort tid siden fra tyske Freiburg.

Store fremskridt

Den ny-tilkomne spiller mener da også, at det er gået stærkt.

- Det er utroligt, at der har været så store fremskridt fra sidste uge til denne uge. Nu bygger vi det op stille og roligt, og vi er på rette vej, siger han.

Dog erkender han, at der er stykke vej endnu, også for ham selv.

- Man skal lige have de rigtige løbebaner ind i benene og lære de nye holdkammerater at kende, siger Tommy Bechmann.