Ny træner ? ingen overraskelse

Henrik Kronborg bliver som ventet træner for KIF Kolding København i den kommende sæson.

Den nye cheftræner for de danske mestre i herrehåndbold, KIF Kolding København, hedder Henrik Kronborg.

På et pressemøde mandag præsenterede den danske storklub Kronborg som afløser for islændingen Aron Kristjansson, der stoppede i klubben efter sidste sæson.

Kronborg er langt fra noget nyt ansigt på KIF Kolding Københavns sidelinje. Han blev første gang udnævnt til cheftræner for klubben i sommeren 2013, men måtte få måneder senere lade sig sygemelde efter flere rygoperationer.

I første omgang vikarierede Bilal Suman, men da Kronborg ikke blev frisk så hurtigt som ventet, hentede KIF-ledelsen Aron Kristjansson ind som ny cheftræner.

Kronborg vendte i april sidste år tilbage fra sygeorlov, hvor han blev indsat som assistent for Kristjansson sammen med Suman, og det var samme trænertrio, der førte KIF Kolding København til det danske mesterskab i den netop afsluttede sæson.

Nu bliver trioen til en duo med Kronborg som chef og Suman som assistent.

Den nye trænerkonstellation er ingen overraskelse. Allerede i april fortalte direktør Jens Boesen, at Kronborg var hans førsteprioritet til den kommende sæson.