Nye arbejdspladser på vej til Skrydstrup

Der er 17 nye arbejdspladser på vej til Skrydstrup, hvor der skal laves et helt nyt logistikcenter for Hjemmeværnet.

Skrydstrup kan se frem til hele 17 nye arbejdspladser i løbet af 2016. Det står klart efter partierne bag forsvarsforliget onsdag aften er blevet enige om placeringen af fremtidens hjemmeværnscentre. I Skrydstrup skal være et logistikcenter, der skal køre materiale ud til hjemmeværnets folk, når de for eksempel er på øvelse.

Aftalen indebærer, at Hjemmeværnet skal nedlægge 93 stillinger. De nedlagte stillinger betyder, at Hjemmeværnet sparer hele 70 millioner kroner. Det oplyser socialdemokraternes forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S) til TV SYD.

Partier bag forsvarsforliget

Socialistisk Folkeparti
Radikale Venstre
Socialdemokraterne
Venstre
Konservative
Dansk Folkeparti
Liberal Alliance

På et tidspunkt var der tale om, at hjemmeværnets centre i Odense og Skive skulle centraliseres i Haderslev, men det blev altså ikke til noget. Henrik Dam Kristensen er alligevel glad for, at Syd- og Sønderjylland får nogle arbejdspladser ud af forliget.

- Det er et forlig, så vi står bag aftalen. Der skulle ske noget med Odense og Skive - det har hele tiden ligget fast. Men men nu sammenlægges logistikdelene under Skrydstrup, og det var noget ekstra vi fik i denne del af landet, siger Henrik Dam Kristensen til TV SYD.