Nye effektive rottefælder i Hedensted

Elektroniske rottefælder skal slå rotter ihjel i Hedensted kommune.

Hedensted Kommune har købt et par hundrede elektroniske rottefælder.

De fungerer på den måde, at når rotternes bevægelse og kropsvarme registreres, udskydes et bundt dræbende spyd med stor kraft og knækker rygsøjlen på rotterne.

Spyddene trækkes herefter op, og den døde rotte skylles ud med kloakvandet og ender enten på renseanlægget eller nedbrydes på sin vej dertil. Fælderne giver via sms eller mail besked om bl.a. skudstatistik, lavt batteriniveau, driftsforstyrrelser mm.

- Vi har allerede erfaringer med WiseTrap fælderne, og de har vist sig effektive. Samtidig er de miljøvenlige, da de er med til at reducere vores brug af gift. Vores rotteanmeldelser er over de sidste år faldet med 20 procent og brugen af gift er nedsat med 40-50 procent, siger direktør Ole Pedersen fra Hedensted Spildevand.