TV der bevæger dig

Nye kampfly forsinkes igen

F-16 flyene i Skrydstrup har klaret sig så godt, at forsvaret formentlig igen udsætter indkøbet af nye kampfly, oplyser dagbladet Børsen.

Partierne i Folketinget har flere gange udsat indkøb af nye fly. Finanskrisen har været for hård, men flyvevåbenet er stadig mest interesseret i den amerikanske Joint Strike Fighter. Men den er blevet dyrere og dyrere og nu koster over 800 millioner kroner stykket. Den kan først leveres om adskillige år, og derfor er det muligt, at der til den tid er mulighed for at købe en helt anden fly-type.

Ny modernisering

De gamle F-16 fly har imponeret med deres indsats under kampene i Libyen. Det kan være årsagen til, at køb af nye fly bliver udsat, og i stedet bliver F-16 moderniseret.   

F-16 er efterhånden en 30 år gammel fly-type. Den er blevet moderniseret før, og de gamle fly har nu vist sig så effektive, at forsvarsordførerne på tværs af Folketinget er enige om, at der skal foretages en evaluering af F-16-flyenes indsats i Libyen. Den evaluering skal indgå i beslutningerne om, hvilke fly der skal købes næste gang.

Fuld tilfredshed

- Nu har vi ses, hvad F-16-flyene kan klare. Flyene er blevet gennemtestet i Libyen, og jeg har ikke hørt om en eneste pilot, der har været utilfreds med dem, siger Venstres forsvarspolitiske ordfører, Karsten Nonbo, til Børsen.

Hvis evalueringen viser, at flyene har klaret sig bedre end forventet, kan det betyde, at F-16-flyene i stedet får endnu en opdatering, forklarer forsvarsordfører for Socialdemokraterne John Dyrby Paulsen.

Holger K. Nielsen, forsvarsordfører for SF, er også parat til at forlænge levetiden for de gamle F-16-fly. Men han understreger, at flyene er ved at være for gamle, og at der skal findes nye. En teknisk analyse fra 2009 lavet af Forsvaret viste, at F-16-flyene stadig har en yderligere levetid på 10-12 år, før de er så nedslidte og umoderne, at de skal udfases.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App