Nye lamper skal lyse om natten

Der er lys forude - på Sønderborg Kommunes veje - om natten. I løbet af de næste år udskiftes 13.500 gadelamper - og de nye sparelamper skal ikke slukkes om natten.

I øjeblikket bliver omkring 2500 lamper slukket om natten for at spare energi - og reducere CO2-udslippet.

Strømforbrug halveres

- Det er selvfølgelig til gene for dem, der bor og færdes de steder, hvor der er slukket gadelys, og derfor arbejder vi på at finde en løsning, så der kommer lys i alle lamper igen, siger Peter Hansen, formand for Teknik og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune. Vi er i fuld gang med at udsende udbudsmateriale til firmaer, der ønsker at give tilbud på fornyelse og vedligehold af Sønderborg Kommunes 16.900 gadelamper. Vi forventer, at der skrives kontrakt med den nye vedligeholder først i april 2013.

Kommunen investerer op mod 100 mio. kr. i nyt gadelys over de næste 15 år. På fire år ventes alle 13500 gadelamper skiftet ud med nogle, der bruger mindre strøm - og som kan dæmpes om natten. De første, som skiftes, bliver de 2500, som i dag er slukket om natten.

Kommunen forventer, at energiforbruget til gadelys bliver næsten halveret. Det vil være et stort skridt på vejen mod målet om at blive CO2-neutral i 2029.