Nye striber og pletter på savannen

Temperaturerne har været en savanne værdig, men stedet er Givskud Zoo, hvor der er kommet nye striber og pletter til. Der er nemlig født både en zebra og en giraf.

Zebraføllet kom til verden i den forgangne weekend og var allerede fra første dag med resten af zebraflokken ude på det store savanne-område i Givskud Zoo.

Føllet holder sig hele tiden tæt til sin mor. Både for at kunne søge beskyttelse- hvis andre dyr kommer for tæt på - og for at kunne die.

Brune striber

- Fra fødslen er zebraens striber brune og hvide; først senere bliver de brune striber sorte, siger Ditte Bank Thorsager fra Givskud Zoo. Som enhver anden zebra har det nyfødte føl i Givskud Zoo sine helt egne unikke striber. Der er nemlig ikke to zebraer i verden med identiske striber. Derfor behøver dyrepasserne heller ikke særlige øremærker eller microchips for at genkende zebraerne - de kan nøjes med et foto af striberne, og så har de et ?fingeraftryk?.

Går alene i to uger

Zebraflokken går sammen med girafferne - og zebraerne kan godt finde på at jage en nyfødt girafføllet. Derfor er den lille giraf, som blev født for et par uger siden, først kommet ud på savannen.

De første uger lader dyrepaserne det nyfødte girafføl og moderen gå for sig selv. Derefter er giraffen stor nok til at klare sig selv.