Nye vejarbejdstider på sønderjyske motorvej

Få et overblik over det igangværende vejarbejde på sønderjyske motorvej.

I forbindelse med asfaltarbejdet på den sønderjyske motorvej mellem frakørsel 65 og rasteplads Ustrup er der sket en ændring af udførelsesplanen, således at antallet af dage, hvor dele af motorvejsstrækningen vil være indsnævret, reduceres.

Belægningsarbejdet i nordgående retning mellem rampeanlæg 68 ved Vojens og rampeanlæg 65 ved Kolding Syd vil udelukkende blive udført som natarbejde. Arbejdet gennemføres i foråret 2011.

Arbejdstidspunkter:

Etape 2 vil foregå i det nordgående spor mellem tilslutningsanlæggene <69> Haderslev S og <67> Haderslev N. Grundet udskiftningen af dilatationsfugerne på Christiansdalbroen, er det ikke muligt at åbne ramperne i weekenden. Fra- og tilkørselsramperne <68> Vojens i nordgående retning vil derfor være spærret i hele arbejdsperioden.

Etape 3 i det nordgående spor mellem tilslutningsanlæggene <68> Vojens og <66> Christiansfeld og Etape 4 i det nordgående spor mellem tilslutningsanlæggene <67> Haderslev N og <65> Kolding S vil foregå som natarbejde foråret 2011.

Etape 5 vil foregå i det sydgående spor mellem tilslutningsanlæggene <67> Haderslev N og <69> Haderslev S. Grundet udskiftningen af dilatationsfugerne på Christiansdalbroen, er det ikke muligt at åbne ramperne i weekenden. Fra- og tilkørselsramperne <68> Vojens i sydgående retning vil derfor være spærret i hele arbejdsperioden.

Etape 6 vil foregå i det sydgående spor mellem tilslutningsanlæggene <68> Vojens og <69> Haderslev S. Tankanlægget/rastepladsen Ustrup Vest sydgående retning, vil være lukket i arbejdsperioden.

Etape 7 vil foregå i det nordgående spor mellem tilslutningsanlæggene <69> Haderslev S og <68> Vojens. Tankanlægget/rastepladsen Ustrup Øst nordgående retning, vil være lukket i arbejdsperioden.