Nye yngre medlemmer savnes

Sydslesvigsk Forenings landsformand Jon Hardon Hansen på landsmøde i Husum: Vi skal have 150-200 yngre medlemmer om året.

Jon Hardon Hansen, landsformand i SSF efterlyser 150-200 nye medlemmer hvert år fra de yngre generationer. For nok ligger medlemstallet nogenlunde fast på cirka 14.000, men det er især den lidt ældre generation, der føler sig knyttet til Sydslesvigsk Forening.

- Men der bliver et stort arbejde at få det til at lykkes. En lang og sej kamp, siger han til TV SYD.

Blandt de 200 der var med på landsmødet i Husum var der en ung kvindelig delegeret, den 25-årige jordemoder Ann-Katrin Clausen fra Nyhus, der greb mikrofonen og ligeledes efterlyste yngre medlemmer.

Men hun efterlyste også en kulturændring. For det er et uudtalt krav, at sidder man i ét udvalg, ja så skal man også sidde i en række andre udvalg i den forgrenede organisation. Noget, som stiller store krav til unge moderne familier med børn og karriere.

En ny struktur af organisationerne blev diskuteret i dag i det danske mindretals kulturelle hovedorganisation i Sydslesvig, Sydslesvigsk Forening, på det ordinære landsmøde.

På landsmødet præsenteredes også modtageren af dette års Oberst H. Parkovs Sydslesvigpris, den nye sydslesvigske årbog 2014 og de sydslesvigske julemærker 2014.

Ann-Katrin Clausen fra Nyhus: Vi taber de unge. (varighed: 1.02)