Bandekonflikt: Nyt bydelshus i ”ghetto” skal forebygge ballade

Med alt fra vuggestue til nærpoliti forsøger ”Krydset” at samle borgerne på Stengårdsvej i Esbjerg. Fritidsklubben har fået mange flere børn.

Visionerne var store i februar, da Stengårdsvej i Esbjerg indviede sit nye bydelshus ”Krydset”. Huset rummer blandt andet børnepasning, fritidsklub, vicevært og nærpoliti. Det skal øge samværet og trygheden i bydelen.

Siden er der løsnet skud og trukket knive rundt omkring i Esbjerg. 15 unge er fængslet i en kamp mellem rivaliserende grupper i Kvaglund og på Stengårdsvej, og ifølge politiet handler striden om salg af narko og personlige fejder.

Weekendåbent skal hindre ballade

Men ”Krydset” er et skridt i den rigtige retning, fastslår de medarbejdere, som har deres daglige gang i huset. Her forsøger man at forebygge, at børn og unge kommer ud på et skråplan. 

- Vi har tredoblet antallet af medlemmer i vores fritidsklub. Det er sket ved at gøre tilbuddet gratis og ved at holde åbent i weekenden, også sent om aftenen for dem over 16 år. Vi får dem også i gang med et job, et fritidsjob eller en uddannelse, så de ikke har lyst til at lave ballade, siger Susanne Rønne, som er leder af bydelsprojektet 3i1, der hører hjemme i ”Krydset”.

Kurser for forældre

Det forebyggende arbejde begynder allerede i husets vuggestue og børnehave.

quote

Pludselig er de små børn altså blevet 14 år, og så er det ved at være for sent. 

Susanne Rønne, leder af bydelsprojektet 3i1, 

- Man skal allerede begynde i vuggestuen og børnehaven. Fordi pludselig er de små børn altså blevet 14 år, og så er det ved at være for sent at præge dem, siger Susanne Rønne.

Men forældrene skal tage ansvaret.

- De er her 24-7, det er vi andre jo ikke. Vi holder kurser, hvor vi fortæller forældrene om opdragelse og dannelse, og det har alt sammen en effekt, siger Susanne Rønne.