Nyt bydelshus skal løfte belastet kvarter

I dag åbner Krydset på Stengårdsvej. Det er et helt nyt bydelshus med daginstitutioner, politi og ungdomsklub.

Det er nemt at se, hvorfor det nye bydelshus på Stengårdsvej har fået sit navn. Det 3.000 kvadratmeter store nybyggeri er nemlig formet som et kryds.

Krydset indeholder blandt andet vuggestue, børnehave, ungdomsklub, træningsrum og nærpoliti.

quote

Vi er sikre på, at Krydset vil løfte området og gøre det mere attraktivt.

Peter Sandager, direktør, Ungdomsbo

- Vi er enormt glade for Krydset. Det samler alle aktiviteterne på Stengårdsvej på et sted, siger Peter Sandager, direktør i boligforeningen Ungdomsbo, der står bag projektet.

Det helt nye byggeri er lavet i Esbjergs eneste ghetto og meget belastede boligområde. Krydset skal styrke fællesskabet i lokalområdet og skabe et sted, hvor mennesker kan mødes uanset køn, alder, kultur eller interesser.    

- Vi er sikre på, at Krydset vil løfte området og gøre det mere attraktivt, siger Peter Sandager.

Tirsdag klippes snoren ved den officielle indvielse.

Krydset samler flere folk

Bygningen har stået færdig i over en måned og er allerede fuld af børn, unge og uniformerede betjente.

Knap 100 nye medlemmer har ungdomsklubberne fået. Der er både en fritidsklub, ungdomsklub og weekendklub og her er medlemstallet steget fra 240 til 339 medlemmer.

Bydelsprojeket 3-I-1 holder også til i bygningen. Her kan lokale komme og få hjælp til sociale og økonomiske  spørgsmål. Alene i januar har 200 mennesker fået hjælp.