Nyt byråd kan redde foderfabrik

En foderfabrik i Jelling skal lukke den 1. januar 2014, fordi naboerne er generet af de lugtgener, den giver, men når det nye byråd træder til, vil politiske kræfter kæmpe for at redde fabrikken i 11. time.

Det var reelt nådesstødet, da direktøren for fabrikken, Jens Legarth, blev nægtet en forlængelse af miljøtilladelse af Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune. I udvalget var det et snævert flertal på fire mod tre, der afgjorde fabrikkens skæbne, nu vil Peder Hummelmose (V) indkalde Natur- og Miljøudvalget i Vejle i det nye år for at få beslutningen omgjort.

Direktøren præsenterede ellers en løsning på problemet med lugtgenerne tre dage før det afgørende møde, men Natur- og Miljøudvalget stemte stadig nej.

Fabrikken fremstiller et protein, der kan formindske brugen af antibiotika i svineproduktionen.