Nyt Jysk-lager bekymrer beboere

Naboerne til Jysks højlagre ved Uldum er skræmte over udsigten til et fjerde højlager, som Jysk har planer om at udvide med.

- I vinter- og efterårsmåneder vil solen gå tidligt ned. Fem måneder om året vil vi ikke have sol fra middag.

Det er en mørk udsigt, de frygter på Haurumvej 9. I 26 år har Karsten Hansen, der forudser de tidlige solnedgange, boet på adressen sammen med sin hustru Jytte Hansen. Og i den tid er der blevet tilføjet tre højlagre, der hver er 40 meter høje, til udsigten. Det er virksomheden Jysk, der har bygget.

Nu vil Jysk så bygge igen. Et fjerde højlager skal tilføjes de tre andre, men hvor de andre lagre er 40 meter høje og fylder et areal på omkring 7800 kvadratmeter, så skal det nye lager være 45 meter højt og brede sig over hele 14.469 kvadratmeter.

- Vi vidste godt, de ville udvide, men ikke at det ville blive dobbelt så stort som de andre. Det er ikke noget, vi råber kæmpe hurra for, siger Karsten Hansen til TV SYD.

Naboerne er bekymrede over det nye Jysk-lager. Hør Karsten Hansen og Helle Dessau Arp fortælle hvorfor her.

Får kompensation

Heller ikke ægteparret Helle Dessau Arp og Peter Eg Thomsen, der har boet 35 år i huset på Haurumvej 14 lidt længere oppe af vejen, ser med glæde på de nye planer, som vil placere højlageret 80 meter fra deres have.

- Vi føler os som små brikker i et spil, som vi bare bliver flyttet rundt i, siger Helle Dessau Arp til TV SYD.

Selvom beboerne er bekymrede over udsigten til det nye lager, så føler de sig dog alligevel godt behandlet af Jysk, der vil betale en kompensation  på baggrund af en ejendomsmæglers vurdering, hvis naboerne altså siger ja til projektet og dropper alle indsigelser.

- Vi vænner os nok til den her også, siger Karsten Hansen.

De fem naboer har frem til den 24. maj til at beslutte sig for, om de siger ja til projektet.