Nyt Supergymnasium i Esbjerg

Esbjerg Statsskole og Esbjerg Handelsskole skal til sammen danne et nyt Supergymnasium i Grådybet i Esbjerg.

Forstander på Esbjerg Statsskole Karsten Kjemtrup skulle i dag forsøge at påkalde sig elevernes fulde opmærksomhed i Statsskolens aula her til formiddag. Han havde vigtigt nyt. Esbjerg Statsskole skal fusionere med Esbjerg Handelsskole, og de nye bygninger, der skal danne rammen om dette Supergymnasium skal ligge i Grådybet og ikke i Svendsgade, hvor Statsskolen ligger.

Der er endnu ikke noget navn til det nye gymnasium og handelsskole, men det er sikkert, at der skal bygges nye rammer til uddannelserne.

- Der vil kunne skabes et helt unikt og nyt studiemiljø som ikke findes tilsvarende i hele regionen og hvor der udover de studieretninger vi kender i dag også åbner sig en række nye uddannelsesmæssige muligheder, skriver de to skoler i en pressemeddelelse i dag.

Det nye supergymnasium vil kunne huse op mod 1100 elever.