Nyt tilbud skal hjælpe overvægtige

Nu vil politikerne i Kolding gøre op med BMI-tyranniet. Derfor har kommunen iværksat et nyt tilbud.

- Spis mindre og løb mere. 

Det er et råd, mange overvægtige mennesker har hørt før.

Men skal man være slank for at have det godt? Ikke nødvendigvis, mener Kolding Kommune. Kolding vil gøre op med de sort-hvide regler om sundhed i vores samfund, skriver de i en pressemeddelse. 

Derfor har kommunen iværksat et nyt projekt Ligevægt, der skal hjælpe overvægtige. Formålet er, at overvægtige skal få det bedre med sig selv og ikke opleve overvægt som en begrænsende faktor.

quote

Med Ligevægt føler jeg virkelig, at jeg har fundet kuren, der kan få mig på ret kurs.

Ginta Frempong, deltager, 'Ligevægt' 

Ligevægt er vejen til vægttab
Forløb Ligevægt er udviklet i samarbejde med eksperterne selv, nemlig overvægtige borgere. Én af dem, der har været med til det, er Ginta Frempong.

- Da jeg første gang hørte om ’Ligevægt’, sagde de: ’Det handler ikke om, at du skal tabe dig’. Og der brød jeg bare sammen. For jeg har altid fået at vide, at jeg skal tabe mig for at have det godt. Men i stedet ser ’Ligevægt’ på, hvad der egentlig ligger bag min spiseforstyrrelse, og hvordan jeg kan få det godt med mig selv og min familie. Med ’Ligevægt’ føler jeg virkelig, at jeg har fundet kuren, der kan få mig på ret kurs, siger den 34-årige Ginta Frempong.

Hun har lidt af tvangoverspisning, også kaldet BED, lige siden hun var teenager, og det har ført til overvægt.

Badevægten er skrottet
Forløbet Ligevægt har allerede gjort en forskel for Ginta Frempong. Det er ikke en typisk kur, hvor man én gang om ugen skal op på badevægten for at se, om kroppen har lystret efter ønske den sidste uge. 

Badevægten er under Ligevægt ertstattet af samtaler med sundheds- og psykologfagligt personale, der gennem forløbet skal hjælpe deltagerne. 

quote

Vores fokus er ikke, at få deltagerne ned i vægt, vi vejer dem slet ikke. Vi tror på, at et vægttab bliver en positiv sidegevinst ved, at vi ikke fokuserer på det.

Ditte Priebe, udviklingskonsulent for mental sundhed, Kolding Kommune 

- Vores fokus er ikke at få deltagerne ned i vægt, vi vejer dem slet ikke. Vi tror på, at et vægttab bliver en positiv sidegevinst ved, at vi ikke fokuserer på det. Fokus er på trivsel og det at få et aktivt liv både fysisk, socialt og mentalt. Man skal få et godt liv og komme i balance med sig selv, siger Ditte Priebe Jønsson, udviklingskonsulent for mental sundhed, Kolding Kommune, der har været med til at udvikle Ligevægt. 

- Vi vil udfordre hele det fokus, der er på kroppen og sundhed. Den sundhedsdiskurs, der er i samfundet, er med til at gøre nogle syge. Når folk forsøger at tabe sig, så ender mange med at tage mere på eller med at få en spiseforstyrrelse, siger Ditte Priebe. 

Det første forløb starter op til marts. Der er plads til 30 personer fra Kolding Kommune. Ligevægt er til alle i Kolding Kommune, der er fyldt 16 år, og som i længere tid har oplevet, at overvægt udgør en begrænsning i forhold til fysisk, psykisk og social aktivitet og trivsel. Interesserede borgere kan henvende sig til Sundhedscenter Kolding.