Nyttejobber skulle rengøre de ansattes biler

Kommunerne har skullet være kreative for at finde på noget at sætte de arbejdsløse til at lave i de nye, såkaldte nyttejob, men opfindsomheden blev tilsyneladende for stor i Horsens Kommune.

I Horsens Kommune fik en person i nyttejob til opgave at rengøre private biler for de ansatte på jobcentret. På det kommunale aktiveringssted på Norgesvej hang der en seddel, hvor personalet kunne skrive sig på, hvis de ønskede at bestille en indvendig overhaling af bilen med støvsuger og klud, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

Enhedslistens byrådsmedlem i Horsens, Betina Steufer, hørte om denne praksis den 7. juni og stillede straks kritiske spørgsmål til forvaltningen. Herefter blev det stoppet.

- Det undrer mig stadig den dag i dag, at der tilsyneladende ikke var en eneste på jobcentret, som tænkte, at det her er grundlæggende galt, og som så reagerede på det. At den slags kan foregå vidner om et efter min mening ret så kynisk menneskesyn, siger Betina Steufer til Jyllands Posten.

Den ansvarlige afdelingsleder på Norgesvej, Per Fjord, henviser til, at det kun er direktøren for området, Peter Sinding Poulsen, der må udtale sig om sagen. Peter Sinding Poulsen bekræfter, at én eller to personer i nyttejob i en periode på omkring en måned rengjorde omkring 12 medarbejderes private biler.

Han siger, at han ikke selv havde nogen viden om denne praksis, fordi ideen var opstået ude på jobcentrets afdeling på Norgesvej.

- Jeg er helt enig i, at det er dårlig dømmekraft at etablere tilbuddet, og jeg kan ikke forstå, hvad de har tænkt på, siger Peter Sinding Poulsen, der straks hans hørte om denne form for aktivering, gav ledelsen besked på at stoppe det.

Læs artiklen på Jyllands Postens hjemmeside her