Øster Lindet får strandede flypassagerer hjem med bus

De første strandede flypassagerer satte mandag morgen foden på dansk jord. Takket være Øster Lindet Rejser, som hjælper nødstedte feriegæster.

På Øster Lindet Busrejsers kontorer i Rødding sidder Kirsten Wichmann og styrer busser og de mere og mere desperate rejsendes ønsker om at komme hjem.
? Vi har alle de busser, vi kan skaffe ude at køre. Nu kniber det med flere, men vi gør alt hvad vi kan for at få folk hjem, siger hun. 

Nu er det alvor

I samarbejde med Thinggaard Rejser, Centrum Turist og vognmænd i det øvrige Europa styrer hun strømmen af fortvivlede feriegæster.
- Vi kan godt mærke, at folk vil hjem. De har måske haft en dag eller to, hvor de har kunnet acceptere, at de var strandede, men nu er det alvor, siger Kirsten Wichmann.

På vej fra Los Angeles

Folk, der har været på energimesse i Warszawa eller til modemesse i Milano er blevet glade buspassagerer på vej hjem til Danmark.
Men især har der været stort pres på busselskabet fra Barcelona. Busser kører fra den spanske by i aften, tirsdag eftermiddagf, tirsdag aften og onsdag morgen.
- Men nu får vi opringninger fra folk, der har været i Madrid eller Alicante, ja sågar en fra Los Angeles i USA og nu tager til Barcelona i håb om at komme hjem med bus herfra.  

I gang i 30 timer

Folk ringer enkeltvis og i grupper på to, tre, ti eller 30.
- Vi har desuden mange passagerer, der ringer fra Paris, Amsterdam og Bruxelles, siger Kirsten Wichmann, der - med et par pauser - har været i gang i 30 timer.

Øster Lindets vagttelefon er: 2210-7960