Østjyderne køber flest bøger

Barrit ved Juelsminde er det sted i landet, hvor der bliver købt flest bøger på nettet.

Læserne i TV SYDs område tegner sig for tre pladser i top-5 på listen over de byer, der køber flest bøger på nettet. Det viser en helt ny undersøgelse.

Vi har blandt andet en bogklub, hvor kvinder mødes for at læse.

Barrit ved Juelsminde topper listen, og kan fremover kalde sig ”Årets bogby”. Det er svært at give en egentlig forklaring på den østjyske interesse for at købe bøger på nettet. Men i Barrit har de et bud.

- Vi har blandt andet en bogklub, hvor kvinder mødes for at læse. Personligt læser jeg selv rigtig meget og er samtidig interesseret i hobbybøger. Jeg giver også tit bøger i gave, fordi jeg synes, at folk skal lære at læse, fortæller Gitte Dahl Iversen fra Barrit til TV SYD.

På tredjepladsen ligger sønderjyske Bevtoft og på plads nummer fem ligger Daugård ved Hedensted.

Undersøgelsen er foretaget af Plusbog.dk, der er landets næststørste online boghandel. Sidste år solgte boghandlen en halv million bøger.

- Vores medlemmer er fordelt over hele landet. Det giver et godt grundlag for at vurdere danskernes bogindkøb og deres læsevaner, fortæller PR-ansvarlig hos plusbog.dk, Jane Gisselmann, til TV SYD.

Blandt de nederste ti på listen finder man Hejnsvig og Føvling.

Top 10

1.     Barrit
2.     Asperup
3.     Bevtoft 
4.     Strandby
5.      Daugård
6.      Knebel
7.      Samsø
8.     Malling
9.    Trustrup
10. Skødstrup

Bund 10

1.     Snertinge
2.     Brøndby Strand
3.     Snedsted
4.      Hanstholm
5.      Nysted
6.      Hejnsvig
7.      Væggerløse
8.       Føvling
9.      Ugerløse
10.   Gedsted