Offer for hærværk med pulverslukker: Vi gik i panik

Nikolaj Rokkjær og hans kæreste fik pludselig deres lejlighed i Finlandsgade i Esbjerg fyldt med røg fra en pulverslukker.

De sad i sofaen og så en film på Netflix. 

- Pludselig væltede der en masse røg ind i lejligheden fra udluftskanalen, siger Nikolaj Rokkjær. 

Parret fór op af sofaen og fløj ud af bagdøren.

- Vi gik i panik. Man når slet ikke at tænke. Vi vidste jo slet ikke, hvad det var, fortæller han.

To unge mænd stjal pulverslukker

Omkring klokken 01.00 natten til fredag stjal en 24-årig mand og hans kammerat på 25 år en pulverslukker fra Circle K i Strandbygade i Esbjerg. Pulverslukkeren valgte de to mænd senere at tømme ind ad åbentstående vinduer i to lejligheder i Finlandsgade. I den ene lejlighed bor Nikolaj Rokkjær og hans lydstudie.

Nikolaj Rokkjærs lydstudie er nu fyldt med støv.
Nikolaj Rokkjærs lydstudie er nu fyldt med støv.
Foto: Finn Grahndin

Støv overalt - i alt

Han ryster på hovedet og siger: 

- Idioter. Det er slemt her, men det er endnu værre henne i den anden lejlighed, hvor de har en baby.

Her til morgen kan parret nu kigge nærmere på det hele. Støvet fra pulverslukkeren har lagt sig overalt.

Støvsuger-dag

Blandt andet på de mange teknoligiske installationer i Nikolaj Rokkjærs lydstudie. Han har været producer gennem 11 år og kører det fra sin lejlighed.

- Vi har fået at vide, at vi bare skal støvsuge det op. Og det er fint, men jeg frygter, at jeg bliver nødt til at skille en del af mit udstyr helt for at rense det, siger han. 

Parret er noget rystede oven på hærværket, men har det ellers godt.