Offshore-ansatte får skattefordele

Med den nye erhvervsaftale, der blev indgået søndag aften, udvider man sømandsskatten til hele offshore-området - også i Esbjerg. Glædeligt, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Det er ikke bare udsigten til at kunne sælge billigere varer i Danmark og dermed konkurrere med grænsehandlen, der glæder Landdistrikternes Fællesråd. Det gør aftalen om at give ansatte i offshore-industrien skattefordele også.

Aftalen betyder nemlig, at ansatte på skibe i offshore-industrien skal omfattes af den såkaldte sømandsskatteordning.

- Jeg glæder mig over, at ansatte på offshore-skibe nu bliver ligestillet med andre søfolk. Det sikrer arbejdspladser og bosætning i landdistrikterne, hvor mange søfolk bor, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd sikrer ordningen en mere konkurrencedygtig dansk søfart, da rederierne kan aflønne søfolkene med en nettoløn, hvilket sænker omkostningerne.

Skatteordningen gælder i dag på de fleste danske handelsskibe, men omfatter ikke alle offshore-skibe. Det kan betyde et tab af arbejdspladser i landdistrikterne, da Danmarks nabolande har mere konkurrencedygtige skatteordninger.