Også kriminelle kan være gode medarbejdere

I aften er en række virksomhedsledere samlet i arresten i Esbjerg. De skal gøres interesserede i at ansætte en kriminel, når han har udstået sin straf.

Alle ved, at vil man have et arbejde, så er pletter på straffeattesten ikke godt.

I aften er en række lokale virksomhedsledere fra Esbjerg-området på besøg i arresten i Esbjerg for at få et indblik i dagligdagen i et fængsel og måske få demonteret nogle fordomme om de indsatte.

Bag det står organisationen High:five.

Den hjælper kriminelle med at få et arbejde, når de har udstået deres straf.

Sidste år lykkedes det High:five at skaffe 65 kriminelle et arbejde i Syd- og Sønderjylland.

Lige nu står 18 kriminelle på venteliste til et job.

- Interessen fra områdets virksomheder motiverer de indsatte til at forlade den kriminelle løbebane til fordel for et lovlydigt liv med job eller uddannelse. Samtidig erfarer virksomhederne, at indsatte i danske fængsler og arresthuse sjældent ligner mediernes karikatur af dem, men at der blandt de indsatte findes dygtige og engagerede unge, som har brug for en chance til at bevise deres værd, siger High:fives direktør Ole Hessel.

High:five