Oksbøl-borgere spærrede vejen for polske genbrugstøjtyve

Polske genbrugstøjtyve hærger Syd- og Sønderjylland. Søndag aften satte årvågne borgere i Oksbøl dog en stopper for to tøjtyve. Borgerne spærrede tyvenes bil inde, til politiet nåede frem.

Flere borgere i Oksbøl handlede søndag aften resolut, da de ved 23-tiden fik mistanke om, at to mænd i en polsk indregistreret bil var ved at forberede tyveri af en stor mængde genbrugstøj fra Frelsens Hærs containere på genbrugspladsen på Industrivej i Oksbøl.

Den polsk indregistrerede bil blev set i Østparken i nærheden af genbrugspladsen - og her blev bilens videre kørsel forhindret, da de mistænksomme borgere satte en bil på tværs og tilbageholdt den ene af de to polske mænd, til politiet nåede frem.

Lidt senere fandt politiet en større mængde tøj, der var smidt over hegnet fra genbrugspladsen og gjort klar til afhentning. Da den anden polske mand fra bilen kom gående i nærheden, blev han også anholdt.

- Det er to mænd på 25 og 21 år. I deres bil fandt vi også tøj, som vi mener er stjålet andre steder fra genbrugscontainere. Mandag formiddag finder vi ud af, om der er grundlag for varetægtsfængsling, eller om de bliver løsladt og skal betale en bøde, siger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD. 

6. oktober sidste år blev to 26-årige mænd fra Polen anholdt, efter de havde tømt en tøjcontainer i Kliplev for et kvart tons tøj. Et lignende scenarie udspillede sig i Esbjerg den 31. oktober, hvor to polske tøjtyve blev taget på fersk gerning efter, at de havde tømt nogle containere med genbrugstøj ved Esbjerg Storcenter. 5. december blev tre polske mænd anholdt, mens de tømte en container i Aabenraa. 10. januar i år slog tre polske tøjtyve til mod Blå Kors i Sædding ved Esbjerg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.