Oldtidspark risikerer at lukke

Tønder Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at Fonden Skærbækcentret ikke længere ønsker at drive Hjemsted – Danernes Verden, når 2019 når til ende.

Det ser noget mørkt ud for den sønderjyske oldtidspark Hjemsted – Danernes Verden. Når året er omme, springer Fonden Skærbækcentret fra – og så står stedet uden nogen til at drive det.

Kommunen forsøger nu enten at sælge stedet, eller leje det ud til andre formål.

- Fonden Skærbækcentret har jo stået for driften af oldtidsparken i nogle år og gjort det rigtigt godt. Men når de ikke ønsker at fortsætte mere, så må vi agere ud fra det. I den situation giver det god mening at undersøge andre muligheder for aktivitet på Hjemsted Banke. Derfor har vi i dag i forligskredsen aftalt, at vi vil forsøge at sælge arealet eller alternativt udleje det for en længere periode til et kommercielt/oplevelsesbaseret formål, siger borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V), i pressemeddelelsen.

Planen er, at stedet lægges i offentligt udbud, hvor tilbudsgiverne, der ønsker enten at købe eller leje, skal fremlægge det projekt, de ønsker at bruge stedet til.

- Vi lægger os ikke fast på, hvad arealet og faciliteterne fremover skal anvendes til. Det er helt op til tilbudsgiverne at bringe gode ideer i spil, og jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer ind af forslag, siger borgmesteren.

Forligskredsens plan om at sælge oldtidsparken skal bekræftes på et kommunalbestyrelsesmøde.