Ole kan blive årets danske ildsjæl

Ole Lyse er formand for Stouby og Omegns Lokalråd, hvor han gennem tiden har stået i spidsen for utallige projekter og skaffet finansiering for mange millioner fra fonde. Mandag kan han blive kåret som årets danske ildsjæl.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kårer mandag formiddag i Vingsted vinderen af Landdistriktsprisen 2019.

Blandt de fem nominerede er Ole Lyse. Oprindeligt var der 39 indstillede kandidater til Landdistriktsprisen 2019 - men nu er feltet indsnævret til fem finalister med Ole Lyse som den eneste person, mens de øvrige fire finalister er foreninger og institutioner.

quote

Jeg er vildt stolt over blot at være indstillet til prisen - men håber selvfølgelig også at få den.

Ole Lyse, formand, Stouby og Omegns Lokalråd

Ole Lyse er indstillet til Landdistriktsprisen 2019, fordi han er en lokal ildsjæl, der har bidraget til lokalområdets udvikling gennem et mangeårigt engagement i lokale foreninger, lokalpolitik og en lang række lokale projekter.

- Formanden for Stouby og Omegns Lokalråd er et forbilledligt eksempel på en lokal ildsjæl, der med frivilligt arbejde og igangsættelse af projekter skaber samarbejde og udvikling i lokalsamfundet. Og så er han et eksempel på det lokale engagement, som det er vigtigt, vi tager os tid til at hylde, siger erhvervs-minister Simon Kollerup, (S), forud for uddelingen af Landdistriktsprisen.

- Jeg er vildt stolt over blot at være indstillet til prisen - men håber selvfølgelig også at få den. Det er jo en anerkendelse af både vores lokalområde og af mit arbejde, siger Ole Lyse til TV SYD.

Ole Lyse har blandt andet taget initiativ til projekter, der har skaffet bredbånd til 125 husstande, restaurering af Træskohage Fyr, fælles frugthave, mobil sauna, cykler med trailere til indsamling af affald og etablering af Vrigsted Efterskole for Ordblinde. Mange af projekterne har han også skaffet finansiering til ved ansøgninger til fonde, hvor han gennem årene har hentet mange millioner til lokalsamfundets udvikling. 

Landdistriktsprisen 2019

Ole Flemming Lyse, formand for Stouby og Omegns Lokalråd, er én ud af fem finalister til prisen, som i helt særlig grad har medvirket til at skabe en positiv effekt for deres lokalsamfund til inspiration for andre.

De fire øvrige finalister er:
•    Røsnæs Udvikling & Beboerforening.
•    Fiskeriets Hus i Bagenkop.
•    Thy-virksomheden STRANDET.
•    Geopark Det Sydfynske Øhav.


Finalisterne til Landdistriktsprisen er nomineret af Det rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen.

Vinderen af Landdistriktsprisen 2019 bliver kåret af erhvervsminister Simon Kollerup på Landdistriktskonferencen, der afholdes mandag på Vingsted Hotel og Konferencecenter.