Olien i Aabenraa Havn skal selv fordampe - miljøskibe er på plads

Fredag morgen forsætter indsatsen for at afværge en miljøkatastrofe i Aabenraa Havn og Fjord. Myndighedernes strategi er at holde de 200.000 liter diesel-olie inddæmmet og lade den fordampe.

Politiet, Aabenraa Kommune, Brand og Redning Sønderjylland, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Operationscenter (SOK) og Hjemmeværnet øger indsatsen fredag morgen  for at få bekæmpet et udslip af dieselolie på havnen i Aabenraa, der har bredt sig til Aabenraa Fjord. 

Torsdag lykkedes redningsberedskabet at inddæmme olieudslippet på havnen, og der siver således ikke længere olie ud.

Fredag skal to af forsvarets miljøskibe, Gunnar Seidenfaden og Mette Miljø deltage i overvågning og bekæmpelse af forureningen.

Information til borgerne om olieudslippet

  • Styrelsen for Patientsikkerhed (Embedslægen) oplyser, at der overordnet ikke er nogen fare for mennesker, hvis man udviser fornuftig adfærd.
  • Styrelsen anbefaler, at man undgår kontakt med dieselolien og undgår at opholde sig i områder, hvor der er en kraftig diesellugt. Lad være med at bade i fjorden eller tage ophold på kysten, indtil myndighederne har overblik over, hvilke områder, der er forurenede, og har afsluttet deres oprydningsindsats.
  • Bor man i området, og er der kraftig lugt af diesel, anbefaler embedslægen, at man opholder sig indendørs.Såfremt man oplever hudirritation som følge af kontakt med dielselolien eller materiale forurenet med dieselolie anbefales det, at man søger læge.Såfremt man oplever luftvejsirritation, der ikke ophører, når man er søgt ud af et område med diesellugt, eller har man en luftvejslidelse, der bliver provokeret af ophold i områder med diesellugt, anbefales det, at man søger læge.
  • Opdager du dieselolie på stranden m.m., eller opdager du fugle, der er skadet af olie, så kontakt politiet på 1-1-4.Hold hunde m.m. inden for, så de ikke bliver skadet af dieselolie på stranden.Sørg for at få både, kajakker m.m. på land, inden genstandene bliver forurenet af dieselolie. Er skaden allerede sket, mens bådene ligger i vandet, så lad genstandene blive, dieselolien vil på sigt forsvinde igen. Er genstande på land blevet forurenet af dieselolie, så kontakt politiet på 1-1-4.