Om to uger kan støjen fra F-35 høres over Skrydstrup

Onsdag den 22. maj flyver to norske F-35 kampfly testflyvninger over Skrydstrup, så naboer til flyvestationen kan få et indtryk af, hvor meget flyene vil støje.

Den besked fik naboerne på et orienteringsmøde onsdag aften. 

Det norske luftvåben har nu endeligt bekræftet, at de er klar med to F-35 kampfly til testen, som vil finde sted onsdag den 22. maj 2019 med den 23. maj 2019 som alternativ dag.

Det norske flyvevåben gennemfører demonstrationsflyvningen med to F-35 kampfly, som vil flyve to gange af omkring 30 til 45 minutter. Det oplyser Forsvaret.

De to flyvninger vil stort set følge de samme flyveruter og flyveprofiler, og der tilstræbes størst mulig realisme i flyvningerne i forhold til, hvordan det vil være, når de danske F-35 kampfly skal operere fra Skrydstrup.

To test i hver retning

Hver af de to test-flyvninger vil give mulighed for to anflyvninger og to fraflyvninger til hver baneretning.

Første demonstrationsflyvning gennemføres, når F-35 kampflyet ankommer direkte fra Norge, og den anden flyvning starter efter flyene har fået påfyldt brændstof på Flyvestation Skrydstrup – ca. 1 time efter landing.

Herefter flyver de to F-35 kampfly tilbage til Norge igen.

For at give lokalbefolkningen mulighed for selv at opleve, hvordan et F-35 kampfly lyder sammenlignet med et F-16 kampfly, vil et dansk F-16 fly følge de samme flyveruter og samme flyveprofiler med få minutters afstand til F-35 flyet.

Under udførelsen af demonstrationsflyvningen kan borgerne i lokalområdet anonymt tilkendegive deres oplevelse af støjniveauet fra kampflyene. Det sker via et spørgeskema på internettet, mens flyvningen gennemføres. Borgere i lokalområdet og den øvrige del af befolkningen får efterfølgende indsigt i resultaterne.

Torsdag den 23. maj holder Forsvaret nyt orienteringsmøde, hvor de indledende resultater fra testflyvningerne bliver fremlagt. Senere offentliggøres en rapport med de analyserede og bearbejdede resultater.