Omar: Fra rod til rollemodel

10 rollemodeller i boligforeningen Odinsgård i Horsens bidrager til, at mængden af hærvæk daler. Omar Ali er en af dem. Før var han rod, nu er han rollemodel.

I boligforeningen Odinsgård bor Omar Mirza Shouker Ali. Han læser til SSH-assistent og er med i boligforeningens projekt "Rollemodeller", hvor han underviser børn og unge i musik. 

Ifølge boligforeningen har projektet hjulpet positivt på mange unges trivsel i området, og mængden af hærværk er dalende. 

Sådan har det dog ikke altid været - og slet ikke for den 21-årige rollemodel. Der var engang, hvor Omar lavede ballede, befandt sig i midten af slagsmål og hang ud på gaden.

- Det ballade, jeg har lavet, det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg har måske selv været med til at give området et dårligt omdømme, siger Omar Ali.

Det ballade, jeg har lavet, det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg har måske selv været med til at give området et dårligt omdømme, siger Omar Ali.

Men i dag er han blevet ældre, omgangskredsen er skiftet ud, og han bruger sine erfaringer som rollemodel i det boligområde, hvor han bor.

- Der har været en del udfordringer undervejs. De erfaringer, jeg har taget med, de kampe jeg har taget, føler jeg, at jeg kan give tilbage til de unge, for jeg ser mig selv i nogle af dem, siger han.

Hver tirsdag står Omar Ali klar i aktivitetshallen. Her kan man komme og spille fodbold, basket, høvdingebold eller komme til musiktimer hos Omar Ali.

Han underviser nemlig 6-7 børn og unge i musik. Selv har han før rappet en del, men det handler ikke om at lytte til høj musik, hvor unge beklager sig over polititet.

- Vi hører ikke bare musik her. Vi laver også tekster, poesi eller digte, men ikke sådan noget med 'fuck politiet'. Deres ordforråd ændrer sig også markant her. Det hjælper dem måske i danske stile eller dansk analyse i skolen, siger han.  

En af dem, der har fulgt Omar Alis historie er Kenn Lundum, der er leder af projektet i Odinsgård.

- Det er fantastisk at se, hvordan nogle af de unge er kommet ovenpå igen efter at have været ude i noget ballade og så vælger at give deres erfaringer videre til andre unge, siger Kenn Lundum.

Og ifølge boligforeningen er det ikke kun godt for de unge, men for hele området. Mængden af hærværk er nemlig faldende.

- Vi har formået at skabe noget trivsel for de unge, og det skaber større tryghed i området. Det giver mindre hærværk. Vi vil gerne finde nogen, der kan blive ved med at bære fanen videre og holde fast i den gode udvikling, siger han.

Området Sundparken i boligforeningen Odinsgård er med på den såkaldte ghetto-liste. Der er 1700 lejemål.