Omfattende hærværk på Koldinghus

Døre, vinduer og vægge er overmalet på Koldinghus. Der er tale om det mest omfattende hærværk nogensinde.

- Jeg undrer mig over, at folks børn ikke er bedre opdraget, at de laver sådan noget svineri, siger museums-direktør Poul Dedenroth-Schou, Koldinghus.

Han siger til TV SYD, at Koldinghus flere gange har været udsat for mindre hærværk.

- Det her er det mest omfattende, vi nogensinde har set.
Bygningerne på Koldinghus og Staldgården bestyres af Slots- og ejendomsstyrelsen. Det er den, der skal tage stilling til, hvad der skal ske.

Tilsyneladende har hærværksmændene skånet det gamle murværk og kun sprayet på vinduer og døre - plus den store hvide væg ved Staldgården.

- Det er sjov som sådan en hvid væg tiltrækker grafitti-malere.

Hærværket er sket i løbet af aften- og nattetimerne. Koldinghus er oplyst hele natten, så gerningsmændene har haft godt arbejdslys...