Omfattende tyveri af både

Fra den 28.-31. maj er der blevet stjålet flere både og motorer fra lystbådehavnene i Andersvig, Sønderballe og Årøsund.

I alt er der stjålet syv både med påhængsmotor, yderligere seks påhængsmotorer og et enkelt ekkolod.

-Det er meget usædvanligt, at der bliver stjålet så meget. Det kræver noget manpower at få det væk, fortæller vicepolitikommissær hos Syd og Sønderjyllands Politi, Jørgen Mørk-Jensen, til TV SYD.

Hvordan bådene er blevet transporteret væk, ved politiet endnu ikke. Og politiet er også helt i opstarten af efterforskningen.

-Bådene er måske sejlet væk, men det er svært at sige. Vi er meget afhængige af eventuelle vidner. Det eneste vi har indtil videre, er, et vidne der set et østeuropæisk køretøj ved Sandersvig, og nogle folk der har lyst ud over vandet. Men det er ikke sikkert der er nogen sammenhæng, fortæller Jørgen Mørk-Jensen.