Onsdagens overblik: Sådan bliver dagen

Onsdag morgen tager Danfoss det første spadestik til et nyt stort datacenter. Det bygges ved hovedsædet i Nordborg.

Kulturminister Mette Bock udpeger i dag seks nationale talentkommuner. Det sker som en del af ministerens talentindsats. Kommunerne udpeges på grund af deres deres særlige indsats og strategi med at hjælpe unge talenter inden for kunstarterne – dvs. arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk & design, litteratur, musik og scenekunst – til at gøre deres fag til en levevej.

I aften er der premiere på 7-kanten Den Vestjyske Amatørscenes opsætning af musicalen Chicago på Musikhuset i Esbjerg, hvor forestillingen opføres frem til og med søndag. 

I dag kommer det gamle posthus i Brædstrup under kærlig behandling. Et ungt par har sat sig for at omdanne posthuset, der er opført i 1912, til boliger og en café. En af posthusets tilbygninger bliver i dag revet ned, og det bliver startskuddet til en større forvandling af Brædstrup by. 

En 58-årig mand har tilbragt natten på Kolding Sygehus med et brækket ben efter at være røget ud over en altan i forbindelse med et drikkelag i Fredericia tirsdag eftermiddag. To mænd og en kvinde er anholdt i sagen og skal muligvis fremstilles i grundlovsforhør onsdag. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Det er en mild og lun morgen, hvor trafikken ser ud til at køre planmæssigt. Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikinfo.dk, busruter på sydtrafik.dk og Midttrafik samt for tog hos DSB og Arriva.

Onsdag starter mest tørt og en overgang lidt eller nogen sol. I løbet af dagen skyet mange steder, og især vest for Storebælt også diset med lidt regn hist og her. Temperaturerne vil ligge mellem 5 og 10 grader, og let til frisk vind omkring vest, ved kysterne stedvis op til hård vind.

Tak, fordi du læste med. 

Med venlig hilsen

Ernst Møller