Op mod en halv million på vej til sportklubber i Horsens

I år kan markedet prale af dobbelt så mange gæster som sidste år.

I dag slutter Horsens Kræmmermarked, efter tre dages prutteri om priserne. I år har kræmmermarkedet haft 25.000 gæster, hvilket er dobbelt så mange som sidste år.

- Det er gået over al forventning. Vi havde ikke troet, at vejret ville holde, men det har vist sig at være helt perfekt. Sidste år havde vi ikke så mange gæster, fordi der var det simpelthen for varmt, siger Hans Madsen, markedskoordinator.

Kræmmermarkedet forventer et overskud på mellem 300-500.000 kroner, der går til otte lokale sportsklubber i Horsens, som klubberne kan bruge på nyt udstyr.

Kæphestespring på Horsens Kræmmermarked

I år kunne besøgende på kræmmermarkedet også opleve et lidt anderledes hesteshow: Kæphestespring. En ny sportsgren, hvor typisk små børn rider rundt på kæpheste, som var det en rigtig springkonkurrence med rigtige heste.

- Du rider på en pind og gør, som en hest gør. Altså går speciel gang og springer som en hest. Det var ret sjovt, siger Hans Madsen, markedskoordinator.

Initiativet til springkonkurrencen kom fra en lokal, 10-årig pige, som spurgte, om hun måtte arrangere konkurrencen, hvor børn kunne komme hen og melde sig. Og det blev en succes. 

- Publikum syntes, det var sjovt, når pigerne skulle hoppe, som hestene gør. Så det kunne vi sagtens finde på at gentage, siger Hans Madsen, markedskoordinator.

Børnekræmmermarked er tilbage

Udover kæphestespringkonkurrencen valgte markedet at genoptage børnekræmmermarked, som de har haft for nogle år siden. Her var der dog ikke helt så mange deltagere, som forventet, men de, der var, fik solgt godt.

- Vi havde 15, og vi havde nok forventet dobbelt så mange. Men vi prøver at gentage det igen næste år, for at få flere børn med på kræmmermarkedet, siger Hans Madsen, markedskoordinator.