Opblødning på vej i dommer-konflikt

Konflikten mellem DBU og fodbolddomerne kan være tæt på en opblødning, så der i løbet af nogle få dage atter spilles bredde-fodboldkampe med dommere fra Dansk Fodbolddommer-Union. Et initiativ fra bl.a. 37 sydvestjyske klubber har fået DBU Jylland til at invitere dommernes organisation til dialogmøde torsdag aften.

For et par dage siden gik de 37 sydvestjyske klubber sammen og sendte et brev til DBU og DFU.

-Vi har i Danmark haft dommerne organiseret godt under DFU, og samarbejdet mellem DFU og DBU har været til stor glæde for alle landets fodboldklubber. DFU har alle årene gjort et kæmpe arbejde med at rekruttere og udvikle dommere ? ofte i tæt samarbejde med DBU. Det er dybt bekymrende og kritisabelt, at DBU nu sætter en stopper for dette samarbejde med opsigelsen af aftalen, og sender breddefodbolden ud, hvor den ikke kan bunde, skriver klubberne i brevet, der slutter af med at kræve, at der findes en løsning inden mandag den 8. april.

De 37 klubber vil indkalde DBU Jylland til ekstraordinær delegeret forsamling, hvis ikke der kommer noget ud af forhandlingerne på fredag.

21 nordjyske klubber har ligeledes krævet, at DBU Jylland, at DBU og DFU kommer til forhandlingsbordet.

Konflikten bunder i, at dommerne ønsker en højere omkostningsgodtgørelse for deres virke på de danske fodboldbaner. DBU har imidlertid nægtet at acceptere DFU's krav og har nu i stedet forlangt af dommerne, at de skulle melde sig ind under fodboldforbundets faner og droppe deres nuværende forbund.

Konflikten betyder, at fodboldklubberne ikke kan trække på de kvalificerede og uddannede dommere. Alligevel har DBU valgt at stille krav til klubberne om, at de skal skaffe en dommer til alle deres kampe. Gør de ikke det, bliver de taberdømt og mister point.

De 37 klubber, der kræver forlig

Andrup IF, Ansager IF, Billund IF, BK-06 Esbjerg, Bramming, Brøns UIF, BV Oksbøl, Esbjerg fB Pigefodbold, Grimstrup IF, Grindsted GIF, Hjerting IF, Horne IF, Hviding IF, Jerne IF, Jernved IF, Kvaglund IF, Kvik 70, Kvong IF, Lunde B, Læborg G&U, Nr. Nebel IF, OK 89, Outrup B, Ribe BK, Rødding IF, Sig/Thorstrup IF, Skovlund IF, Skærbæk UBK, Spangsbjerg IF, Sædding B94, Sønderris SK, Team Vest, Tistrup B, Tjæreborg IF, Varde IF, Ø. Vedsted IF og Ølgod IF.