Oppositionen i Kiel afviser sparekrav

Det danske mindretal syd for grænsen frygter for fremtiden. Det søger i alle retninger efter støtte til et krav om, at delstatsregeringen i Slesvig-Holsten skal opgive et spareforslag, der vil lukke halvdelen af mindretallets skoler.

Det danske mindretal kan regne med støtte fra den samlede opposition i Landdagen i Kiel. Delstatsregeringen af de Frie Demokrater FDP og det Kristeligt Demokratiske Parti CDU skal offentliggøre finansloven den 13. juni. Til september skal den behandles i Landdagen, og partierne til venstre har erklæret, at de vil afvise forslaget om nedskæringer på skolerne.

Skolen i Husby

Delstatsregeringen vil skære over 35 millioner kroner af tilskudet til de danske skoler, og det er et hårdt slag mod det danske mindretal.

TV Syd besøgte i dag en af de skoler, der ikke ved om den overlever. Det er den lille Husby Skole øst for Flensborg. Da vi kom i dag var eleverne i gang med lektor Blomme og "Det forsømte Forår" i dansk timen for 4., 5. og 6. klasse.

Den er en af det danske mindretals skoler syd for grænsen og nu altså i farezonen. Men lukker den, så mister mindretallet mere end blot en skole. Den er nemlig også et samlingspunkt.

Der er udsigt til at 85 lærere mister deres job, og allerede nu har skoleforeningen skrevet til en del lærere for at meddele, at de ike i øjeblikket kan regne med at få en tjenestemands-lignende status.

Forskelsbehandling

Delstatsregeringen i Kiel vil skære ned på de danske skoler, men ikke tilsvarende på de tyske skoler, og netop det har fået den danske skoleforening på barrikaderne. Det er forskelsbehandling, siger skoleforeningen.

Mindretallet giver ikke bare sådan op. Det er klar til kamp og har planer om flere store protest-aktioner. Dansk Skoleforening for Sydslesvig har nu arrangeret en stor demonstration den 26. juni i alle de større byer i Sydslesvig, i protest mod spareforslaget. Men allerede i den kommende weekend bliver der protester i forbindelse med Slesvig-Holsten Dagen i messehallen i Rendsborg.