Oppositionsleder om droppede udbud: Processen er tåbelig

2. viceborgmester i Kolding hilser droppede udbud velkommen. Han mener dog, at der kunne have været sparet meget.

Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) foreslår, at det fremover kun bliver kommunens egne medarbejdere, der skal byde ind med en konkurrencedygtig pris på en arbejdsopgave.

Det forslag hilser socialdemokraten Christian Haugk, der er 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget, velkommen. Han mener dog, at kommunen kunne have sparet en masse bekymringer, arbejde og penge. Senest på udbuddet af opgaver hos Vej- og Park.

Processen er tåbelig. Vi har allerede brugt over en halv million på absolut ingenting

- Vi vil gerne beholde kommunens dygtige medarbejdere. Derfor har vi stemt nej fra start, siger Christian Haugk (S) til TV SYD.

Han mener slet ikke, at udbuddet skulle have været der.

- Vi har brug den fleksibilitet, som vores egne, kommunale medarbejdere kan tilbyde. Processen er tåbelig. Vi har allerede brugt over en halv million på absolut ingenting, fortæller Christian Haugk.

Adspurgt hvad Socialdemokraterne i Kolding Byråd mener om, at borgmesteren vil fjerne alle udbud fremover, er meldingen klar.

- Hvis det betyder, at medarbejderne kan koncentrere sig om, at lave deres arbejde, hvis de ikke skal sende regninger til hinanden og hvis de får tryghed i ansættelsen, så er jeg med.