Oprustning mod død og invaliditet på vejene

Regeringen spillede torsdag ud med en trafiksikkerhedspakke, der skal stoppe fartsyndere og skabe mere sikre veje.

Planen indeholder 14 konkrete projekter til at fjerne såkaldte "sorte pletter", hvor der er stor risiko for ulykker.

I Tjæreborg ved Esbjerg skal der anlægges en rundkørsel til 7,9 millioner kroner, og landvejskrydset-krydset på Hammelev Bygade ved Haderslev er allerede ombygget for 1,5 millioner kroner. Her er der sket flere uheld med cyklister, der kydser bygaden ved hovedvejen til Ribe.

Forslaget om at sætte 500 stærekasser op på udvalgte strækninger til måling af hastighedsoverskridelser er droppet. I stedet skal antallet af politiets fotovogne udvides til 100 i hele landet.

Mere kontrol

Politiet skal også gennemføre flere kontroller på eksempelvis motorveje, hvor et større antal bilister tages ind til rutinekontrol af blandt andet påvirkning af alkohol og narkotika, brug af sele og besiddelse af gyldigt kørekort.

Den øgede kontrol følges op med forebyggende kampagner. Det skal blandt andet Rådet for Sikker Trafik have flere penge til.

Regeringen vil oprette en offerfond, der skal yde støtte til trafikofre.

- Når der sker uheld i trafikken, lider en familie et smerteligt tab eller et menneske bliver alvorligt handicappet. Derfor skal vi gøre mere for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, siger folketingsmedlem Karina Lorentzen fra regeringspartiet SF.