Oprydning: Det kommer til at tage lang tid

Politi, beredskab og kommuner er allerede nu ved at gøre klar til den store oprydning. Men det kommer til at tage lang tid.

- Vi har hos politiet etableret en kommandocentral. Samtidig er det lokale beredskab, kommuner, hjemmeværnet og flere andre tilkaldt, siger vicepolitiinspektør Lars Ozol til TV SYD.

Der er sket rigtig mange skader i Sydøstjyllands Politikreds. Det har været værst i Kolding, Vejle og Fredericia, men hele politikredsen er ramt.

Masser af skader

- Skaderne er alt fra væltede husgavle, flyvende tagsten, væltede lastbiler og varebiler, masser af væltede træer og stilladser, oplyser Lars Ozol

Oprydningen er gået igang, men flere steder tøver redningsmandskab.

F.eks med to væltede lastbiler på Lillebæltsbroen. Her går oprydningen først igang, når vinden løjer af.

- Og så vil det formentlig tage tre-fire timer, siger Lars Ozol.

I det hele taget vil oprydningen efter orkanen tage lang tid, forudser han