Oprydning på strande i Varde

Varde Kommune regner med at have ryddet op efter den seneste paraffin-forurening på en 27 kilometer lang strækning på strandene fra Grærup Strand til Skallingen onsdag.

Det er fjerde gang inden for et halvt år, at strandrenserne har været i gang. Det er kun en uge siden, at den forrige oprydning blev færdig.

Kilden til forureningen er ikke kendt, men de største klumper har en fast form, så det tyder på, at de kommer fra en tank på et skib.

Paraffin er en fælles betegnelse for olieprodukter uden smag og duft.

Stoffet bliver brugt til lægemidler, kosmetik og stearinlys.