Opsætning af vildsvinehegn skaber lokale arbejdspladser

Det giver op mod 20 nye arbejdspladser, at der efter nytår skal opsættes 70 kilometer vildsvinehegn langs den dansk-tyske landegrænse.

Det bliver SER Hegn A/S i Fredericia, som skal sætte vildsvinehegnet op langs den dansk-tyske grænse. Det står fast efter en udbudsproces.

SER Hegns ejer Henrik Rasmussen vurderer, at opgaven vil skabe op mod 20 nye arbejdspladser i henholdsvis Fredericia og Sønderjylland, hvor to lokale underentrepenører også skal være med til at sætte hegnet op.

SER Hegns ejer Henrik Rasmussen.
SER Hegns ejer Henrik Rasmussen.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD
quote

Det er en opgave, som vi gerne vil løse og vise, at danske virksomheder magter opgaven - og dermed skabe og sikre arbejdspladser.

Henrik Rasmussen, ejer, SER Hegn A/S, Fredericia

- Det er en opgave, som vi gerne vil løse og vise, at danske virksomheder magter opgaven - og dermed skabe og sikre arbejdspladser, siger en glad Henrik Rasmussen til TV SYD.

Tilbudsvurderingen fra SER Hegn til opsætningen af hegnet lød på 30,4 mio. kroner. De endelige omkostninger ved opsætningen af hegnet bliver dog højere, da der til beløbet kommer en række udgifter til andre afledte omkostninger i forbindelse med opsætningen.

Arbejdet forventes at gå i gang i januar. Vildsvinehegnet forventes at stå færdigt i efteråret 2019. Lige nu gennemføres der ekspropriationsforretninger, som skal give Naturstyrelsen, som er bygherre på vildsvinehegnet, rettighederne til at opsætte hegnet på private og kommunale grunde langs grænsen.

Sådan bliver vildsvinehegnet

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden. På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengenovergange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer. Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20x20 cm åbning i hegnet.