Optimisme efter melding om at højspændingsledninger endelig skal graves ned

Mandag blev det fastlagt, at kun 26 af det 170 kilometer lange højspændingskabel langs vestkysten bliver gravet ned. Til gengæld kabellægges hele 150-kilovolt-nettet – det glæder de sig over i Næsbjerg.

Håbet, om at kunne grave alle 170 kilometer af 400 kilowolt-ledningen fra Idomlund til grænsen ned, brast mandag.

quote

Skal vi ikke sige, at det er en dejlig julegave?

Finn Ladegaard, formand for Næsbjerg Sogns Borgerforening

Alligevel er der optimisme at spore hos beboerne i byen Næsbjerg nordøst for Esbjerg. De nuværende 150 kilowolt-ledninger, som bliver gravet ned som kompensation, går nemlig lige nu over deres by og blokerer for byudvikling, men det ender snart.

- Det vi har kæmpet for er jo at få linjeføringen af den her mast væk, for den blokerer for vores byudvikling. Den eneste mulighed vi har for at udvikle og udvide vores by, er den vej udad. For ikke at risikere at byen bliver delt op i to, og det har vi kæmpet for i rigtig mange år, fortæller Finn Ladegaard, der er formand for Næsbjerg Sogns Borgerforening.

Forhåbning siden 2009

Og det har været en kamp i mange år.

For i Energinets kabelhandlinsplaner fra 2009 og 2013 stod der, at alle 150 kilowolt - højspændingsledninger - ikke bare i Sydvest- og Sønderjylland - men i hele Danmark skulle graves ned. Kabelhandlingsplanerne blev dog droppet for to år siden af et enigt Folketing med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet.

Gårsdagens glæde er altså en forsigtig én af slagsen, for borgerne i Næsbjerg har troet på, at det ville ske i mange år.

Bo Mikkelsen købte selv en villaejendom i Næsbjerg i 2015 – med højspændingsledningerne som nabo. Men han ved, at kampen har foregået før han selv kom til byen.

- Nabogrundene har været udstykket siden 2010, og inden da har de jo også været i gang med at søge om at få lov til at udstykke ind under. Det har jo været en lang sej kamp for de her fem ildsjæle, der selv har lagt egne kroner og ører i for at udstykke det her stykke, fortæller han.

En tidlig julegave i 2023

De skal se det, før de tror det, alligevel kan man godt tale om en ekstra gave, der ikke kan ligge under juletræet.

- Skal vi ikke sige, at det er en dejlig julegave? Spørger Finn Ladegaard.

Bo Mikkelsen vil ikke kalde det en julegave til ham selv, men til byen.

- Det var bare en bremse for byen, så for byen er det jo nok - rigtig meget, siger han.