Opvisningskamp kan redde klubben

Vejen EHs håndboldpiger spiller en opvisningskamp på fredag. Den kan betyde, at holdet kan spille resten af sæsonen.

Vejen EHs kvindehåndboldhold kæmper for livet.

I dag var der bl.a. gang i produktionen af flyers.

- Vi giver ikke op og håber fortsat, vi også fremover kan levere håndbold i verdens bedste liga her i Vejen, siger klubbens direktør, Henrik Schmidt-Ebbesen.

En opvisningskamp på fredag kan være afgørende.

- Vi spiller en opvisningskamp i Vejen Idrætscenter mod Fortuna Italy, der er et italiensk hold bestående af A- og U-landsholdsspillere. Her sponserer idrætscentret aftensmaden til alle tilskuerne, og prisen for arrangementet er 1000 kroner. Lykkes det at samle måske 700-800 deltagere, er der ingen tvivl om, at vi kan spille sæsonen færdig, siger Henrik Schmidt-Ebbesen.