Otte års fængsel for misbrug af datter

En 54-årig far fra Tinglev skal otte år i fængsel, fordi han har misbrugt sin datter seksuelt, fra hun var under 12 år. Pigen er nu 14 år. Hendes mor er også fundet skyldig i seksuelt misbrug af datteren og af sine to sønner. Hun er retarderet og er derfor idømt en behandlingsdom på ubestemt tid

Faren og moren skal derudover betale 125.000 kroner i tort til pigen og 120.000 til de to drenge. Faren ankede fængselsstraffens længde på stedet, hvorimod moren modtog dommen.

Familie-kultur

I løbet af retssagen er det kommet frem, at faren igennem flere år har skubbet til normerne og skabt en kultur i familien, hvor det var almindeligt at have et seksuelt forhold til hinanden.

Faren har set på, mens moren har haft samleje med sine sønner fra et tidligere ægteskab, og han har jævnligt haft samleje med sin retarderede datter, fra hun var under 12 år gammel.

- Det har ikke været formildende, at det er kommet frem i retten, at faren har forklaret, at datteren tiggede om sex. Tværtimod. Det er en skærpende omstændighed, at de har udnyttet hendes manglende evner, sagde dommer Susanne Beier Lorenzen.

Undersøgelse på vej

Overgrebene mod de tre børn er ifølge anklageskriftet foregået fra 20. december 1996 til 28. juli 2009. At overgrebene kunne foregå i 12 år, og at kommunen ikke undersøgte forholdene nærmere hos den retarderede mor, har Socialminister Benedikte Kiær (V) bedt Det Sociale Ankenævn undersøge. Ankenævnet ser i øjeblikket også nærmere på incestsagerne fra Brønderslev og Sønderborg.

- Udadtil har familien levet i Tinglev som en helt almindelig familie, men bag væggene er der foregået uhyggelige ting, sagde anklager Jakob Nielsen fredag i sin afsluttende procedure.

Han kom ind på, at sagen er kompliceret, fordi pigen og de to sønner ofte ikke har sagt fra over for de systematiske seksuelle overgreb. Forældrene havde opdraget børnene til, at det var normalt at have samleje med sine forældre.

- De havde en meget fri holdning til sex. Holdningen var, at de jo skal lære det, sagde Jakob Nielsen.

 

Anede ingenting

"Vi vidste intet". Det siger chefen for børn og familie i Aabenraa Kommune, Christian Lorens Hansen, efter dommen i dag. 

- Vi er alle chokerede og spørger os selv, om der er noget, som vi kunne have gjort, men vi vidste intet, siger Christian Lorens Hansen.

Han understreger, at datteren gik i skole og i SFO, men kommunen havde ingen indberetninger. Selvom moren og den 14-årige datter er retarderet, er det ikke nødvendigvis en grund til, at kommunen holder ekstra øje med familien.

- Som kommune går vi jo ikke og kontrollerer retarderede borgeres seksuelle adfærd, siger han.

Aabenraa Kommune har netop lavet 3000 foldere, som skal deles ud til alle institutioner. Folderne handler om, at alle professionelle, der arbejder med børn og unge, har en pligt til at underrette sociale myndigheder, hvis de ser tegn på mistrivsel.

- Det er udtryk for, at vi er vedholdende og intensiverer den del af vores arbejde, siger Christian Lorens Hansen.