Jagerfly: Over 600 boliger bliver ramt af for høj støj

Beregningerne for støjen fra de nye F-35 fly viser, at over 600 boliger vil blive udsat for mere støj, end det er tilladt.

618 boligejere får nu nyheden om, at støjen fra F-35 jagerflyene bliver højere, end den må være på deres ejendom. 

Efter flere forsinkelser offentliggør Forsvarsministeriet støjberegninger for de nye kampfly, som skal i brug på Flyvestation Skrydstrup fra 2023.

På 618 ejendomme vil flystøjen overskride grænseværdien for det tilladte niveau på 55 decibel (dB). Hos 558 af boligerne er overskridelsen på 5 dB eller mindre.

De længe ventede resultater bliver præsenteret for de berørte boligejere på et borgermøde i Vojens. 

Borgerne får dog ikke svar på, hvor mange boliger der skal støjsikres, og hvor mange der måske skal opkøbes på grund af støjen. Dét svar får de først efter sommerferien, hvor Forsvarsministeriet fremlægger en kompensationsordning for de boligejere, der er mest udsat for flystøjen.

Lydmåling i decibel 

Lydniveauer måles i decibel (dB).

 

En almindelig samtale svarer til 60 dB.

 

Decibel-skalaen er speciel – for hvis lydniveauet stiger 3 dB, svarer det til, at lydstyrken fordobles.

 

Kilde: Høreforeningen

Allerede i 2017 kom det frem, at Forsvarsministeriet havde tilbageholdt en støjrapport for Folketinget. Rapporten viste, at F-35 kampflyene ville larme væsentligt mere end de nuværende F-16 fly. Halvandet år inden havde den daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) sagt til Folketinget, at der hverken ville blive brug for at opkøbe boliger eller lave støjsikring.

De nuværende F-16 fly overskrider også grænseværdierne for flystøj, viser det nye materiale fra Forsvarsministeriet. Her er der tale om en overskridelse af grænseværdierne for 137 boliger.